Her kan det ske, at den ene så at sige smækker døren til sit hjerte i for at undgå smerte eller skuffelse. På den anden side af døren står ofte en partner, som kan opleve det lukkede hjerte som en pludselig afstand eller kulde.

At lukke døren til sit hjerte er en form for følelsesmæssigt selvforsvar, hvor man forsvarer sig mod at blive forladt eller svigtet.

Det kan umiddelbart føles mere trygt, for derved undgår man at skulle forholde sig til de sårbare følelser. Men den lukkede dør kommer med en pris. For afviser man risikoen for at blive såret, afviser man samtidig at komme følelsesmæssigt tæt på sin partner, og så er der ofte kun længsel og ensomhed tilbage.

Accepter jeres forskelligheder

Det er ikke usædvanligt, at man har forskellige behov for følelsesmæssig intimitet.

Alle mennesker har behov for en vis grad af nærhed og en vis grad af uafhængighed fra andre. Men nogle mennesker har brug for lidt mere nærhed og andre lidt mere uafhængighed.

For nogle par bliver et tilbagevendende mønster, at den ene trækker i retning af mere nærhed, mens den anden trækker i retning af mere uafhængighed. Det frustrerende er, at det er en selvforstærkende proces, så jo mere den ene presser på for mere nærhed, jo mere øges den andens behov for det modsatte – og omvendt.

Dette mønster kan vise sig i diskussioner om, hvorvidt man som par skal bruge mere tid sammen eller mere tid hver for sig.

Når vi indleder et forhold, kan vores forskelligheder indgå i den umiddelbare fascination og tiltrækning, der bringer os sammen. Selv hvis vi på dette tidspunkt har øje for vores forskelligheder, sker det nemt, at vi blot affejer det som bagateller. Vi tænker måske, at vi ikke er så forskellige endda, eller at vores partner nok vil ændre væremåde eller gå på kompromis med tiden.

Over tid kan disse forskelligheder dog ændre betydning. Det bliver måske tydeligt for os, at vi ikke begge kan få opfyldt vores behov på samme tid. Behovet for mere nærhed flugter ikke altid så godt med behovet for mere uafhængighed, og dette kan føre til uenigheder og en manglende forståelse for hinanden.

Uanset hvor godt et match, vi er, er vi grundlæggende to forskellige mennesker, og vi kan ikke forvente, at vores indbyrdes forskelligheder altid går godt i spænd. Vi kan heller ikke forvente, at vores forskellige behov altid vil komplementere hinanden.

Skal vi skabe et velfungerende parforhold, hvor begge parter trives, må vi derfor lære at håndtere vores forskelligheder. Når alt kommer til alt, gør vi det bedst, når vi undlader at forsøge at ændre hinanden og i stedet accepterer, at forskellen er der – og ellers prøver at møde hinandens behov, så godt vi kan.

Besøg hinandens ø

Fordi vi i bund og grund er to forskellige mennesker, kan vi ikke altid gætte os frem til, hvordan den anden har det, eller hvad han eller hun tænker.

Derfor kan det være en rigtig god idé at sætte tid af til at ”besøge hinanden”, hvilket kan illustreres ved to ø-landskaber med en bro imellem. Den udfordring, vi står overfor i parforholdet, er at bygge bro mellem øerne og besøge hinanden, så vi ikke bare står på hver vores ø og råber til hinanden uden en lyttende tilstede.

Selv om vi måske tænker, at vi kender hinanden godt, kan vi prøve at overveje, hvor mange procent vi med sikkerhed kender af de oplevelser, tanker og følelser, vores partner har haft de seneste tre dage.

I virkeligheden kender vi måske kun en lille procentdel af hinandens verdener – en verden som jo også er i konstant forandring.

Skal vi bevare en stærk forbindelse, må vi derfor blive ved med at bygge bro til hinanden. Det gør vi ved at lytte nysgerrigt til den andens tanker, oplevelser og synspunkter, svare med indlevelse og engagement og oprigtigt forsøge at forstå hinandens indre verden.

På den måde lærer vi os selv og vores partner bedre at kende, og vi får styrket nærheden og forbindelsen til hinanden, som er så afgørende for vores glæde og tilfredshed i parforholdet.