PARFORHOLDETS 4. RUM

SEX

Sex kan vække en varm gnist i parforholdet og minde os om den særlige kærlighed, vi deler med hinanden.

Når vores sexliv er i en bakkedal, kan det give en følelse af usikkerhed

Lau

Sex er husets soveværelse, hvor vi i bedste fald kan mærke intensitet, intimitet og begær, og hvor vi kan forstærke og forny forbindelsen til hinanden. Men samtidig – fordi vi er nøgne i mere end én forstand – er det også her, vi er allermest sårbare

5 typiske udfordringer for SEX

  1. Jeg er stresset og føler mig for træt til sex.
  2. Det er altid mig, der skal tage initiativ til sex.
  3. Vi får ikke prioriteret flirt og forspil, og det savner jeg.
  4. Jeg føler mig ofte afvist af min partner.
  5. Jeg længes efter fysisk kontakt og nærhed, som ikke handler om sex.

5 typiske udfordringer
for SEX
  1. Jeg er stresset og føler mig for træt til sex.
  2. Det er altid mig, der skal tage initiativ til sex. 
  3. Vi får ikke prioriteret flirt og forspil, og det savner jeg.
  4. Jeg føler mig ofte afvist af min partner.
  5. Jeg længes efter fysisk kontakt og nærhed, som ikke handler om sex.
ARTIKEL

Sex og fysisk nærhed styrker parforholdet

God sex er en væsentlig faktor til at skabe et velfungerende parforhold. Berøring er nemlig livsnødvendigt for os, og det gør sig gældende livet igennem. Vi har brug for at komme i kontakt med hinanden via vores kroppe for at trives i tilværelsen.

Når vi rører ved hinanden, udskilles hormonet oxytocin, som bl.a. er med til at reducere stress, sænke vores blodtryk og skabe et bedre immunforsvar. Samtidig styrker dette hormon tilknytningen til den, man berører. 

Sex bringer os tættere sammen og styrker den følelsesmæssige forbindelse, der giver tryghed, ro og glæde i parforholdet.

Ingredienserne til et godt sexliv vil variere fra person til person, fra par til par og i de forskellige livsfaser.

Der findes ikke én opskrift på, hvad det gode sexliv er, ligesom der ikke er ét entydigt svar på, hvor ofte man skal have sex, og hvordan man skal have sex med hinanden. Alt dette afhænger først og fremmest af os og vores partner.

Vores seksuelle liv forandrer sig over tid

Det er en normal og naturlig udvikling, at vores fysiske kontakt med hinanden ændrer sig over tid.

Den første fase, hvor forelskelsen måske er stor, er ofte kendetegnet ved stor lidenskab og hyppig sex. Men med tiden vil intensiteten og frekvensen ofte falde. I en længerevarende relation har vi ikke kun opmærksomhed på hinanden. Vi bliver også optagede af vores arbejde, børn, bolig, venner og sport, og vi prioriterer som regel ikke lidenskabelige kys og kram så højt mere.

Samtidig er sex en skrøbelig størrelse. Vi ved, at når vi har helt små børn, for få lidt søvn, er stressede eller triste kan det mindske vores lyst og evne til sex.

Denne hverdagsrealitet ligger et stykke fra det erotiske ideal, som er fremherskende i vores kultur. Dette ideal antyder, at sexlivet skal fungere rigtig godt, hvis der skal være tale om et godt parforhold.

Men i en travl børnefamilie, hvor træthed, stress, skoletasker, uredte senge, mails, indkøbslister og dårlig ånde er til stede på én og samme tid, kan det være en hjælp at lægge idealbilledet fra sig. I stedet kan vi prøve at acceptere, at mindre frekvent og lidenskabelig sex også er en naturlig effekt af at leve almindelige liv.

Det seksuelle kan være med til at skabe glæde, tryghed og nærhed. Men samtidig kan det være med til at såre på et dybere plan

Opsøg begæret og det gode sexliv

Undersøgelser har vist, at problemer med sexlivet hører til de største bekymringer i parforholdet. Problemer med sexlivet er også blandt de hyppigste grunde til, at par søger parterapi.

Sådanne studier bekræfter, at det i et længerevarende parforhold kan kræve en indsats at få prioriteret sex og berøring i den daglige trummerum. Det kommer ikke nødvendigvis af sig selv.

Venter vi blot passivt på, at begæret dumper ned midt i vasketøj og madpakker, kan vi risikere at vente længe. Hvis begær samtidig opfattes som en forudsætning for at tage initiativ til sex, kan der gå længere og længere imellem de seksuelle møder

På baggrund af flere studier kan der peges på gode grunde til bevidst at aftale med hinanden, hvornår vi har sex frem for at vente på, at det sker spontant. Vi kan også eksperimentere med at vække begæret igennem forspil, eller vi kan afsøge andre måder til at skabe mere spænding i sexlivet.

Det kan også være værdifuldt at tale om, at målet ikke hver gang behøver at være en orgasme, men at berøring og fysisk nærhed kan være et mål i sig selv.

Har man igennem en kortere eller længere periode ikke haft sex, kan berøring netop være med til at kickstarte den seksuelle intimitet i parforholdet og sikre, at den fysiske forbindelse holdes ved lige.

Lær at håndtere afvisninger

Det seksuelle kan være med til at skabe glæde, tryghed og nærhed. Men samtidig kan det være med til at såre på et dybere plan.

Mange par kender det mønster, hvor den ene ofte tager initiativ til sex, og den anden ofte afviser det. Med tiden kan der opstå et mønster, der kaldes for ’initiativ-afvisning’-mønsteret.

Hvis man gentagende gange føler sig afvist, kan man føle, at man er forkert og enten har for meget lyst eller ikke er værdsat. Hvis man derimod gentagende gange må afvise, kan man føle sig presset til at vise lyst, selv om den ikke er der. Man kan også få følelsen af at være skyldig i at begrænse sexlivet for den anden.

Med tiden vil et sådant mønster gøre det sværere og sværere at tage initiativ til sex, og sexlivet kan langsomt gå i stå.

Gør vi os umage med at give og modtage en afvisning på en nænsom og kærlig måde, bliver det nemmere at tage hånd om de afvisninger, som er en del af vores seksuelle samspil.

Tør vi samtidig tage hul på en samtale om, hvad der ligger til grund for ’initiativ-afvisning’-mønsteret, kan vi midt i en sårbar situation lykkes med at bevare en tæt kontakt til hinanden uden at miste glæden i forholdet.

Tal med din partner om sex

Af erfaring ved vi, at par ofte bliver tøvende, når det kommer til at tale om sex med hinanden.

Grænsen for privathed er naturligvis forskellig fra person til person. Men mange par undlader at tale om det sexliv, de deler med hinanden – til trods for at det er i parforholdet, at denne samtale har størst relevans.

Psykologisk set findes der en god forklaring. Det er nemlig, når vi sætter ord på vores seksuelle præferencer og dybeste længsler, at vi blotter os selv allermest, og det er her, vi risikerer at blive afvist. For mange er det et sårbart sted at stille sig, og derfor undviger vi ofte samtalen.

Problemet er, at vi let kan komme til at gå ud fra, at vi ved, hvad den anden ønsker. I bund og grund kender vi dog ikke vores partners seksuelle ønsker, før vi har spurgt, uanset hvor godt et kendskab vi ellers har til hinanden.

Vi mennesker forandrer os livet igennem, og det samme gør vores seksualitet. Den præges af den livsfase, vi befinder os i, vores liv i øvrigt og vores forhold til os selv og hinanden.

Det kræver mod at turde dele sine bekymringer, fantasier og seksuelle ønsker med sin partner. Men når vi vover at tale om sex med hinanden, er vi ikke udelukkende overladt til en gættekonkurrence. Så kan vi bedre bevæge os i retning af det (sex)liv, vi drømmer om og længes efter.

Tilmeld dig

Tilmeld dig Parguiden

Styrk dit parforhold og få mails med masser af inspiration – direkte i din indbakke.

Se et eksempel på en mail her 

Vi glæder os til at dele vores bedste inspiration med dig.

Form - Parguiden på selve siden

4 GODE RÅD

Sådan styrker du jeres nærhed og sexliv

Gør noget ud af dig selv, så du føler dig mere tiltrækkende

Dit hår og tøj sidder sikkert tit, som det skal, når du er blandt kollegaer eller venner. Men det kan styrke din egen selvsikkerhed og lyst til sex, hvis du også ind imellem prioriterer at gøre noget ud af dig selv, når du er derhjemme.

Sørg for at prioritere flirten med din partner

Når du flirter, vil det ofte fremkalde dejlige følelser hos din partner som at være attraktiv, begæret og værdsat. Det kan vække en varm gnist i parforholdet, som giver jeres sexliv bedre betingelser.

Tag initiativ til sex – også selv om begæret ikke er stort

Hvis du venter på, at begæret skal indfinde sig, før I kan have sex, er det ikke sikkert, I har sex særlig ofte. I stedet kan du se begær som en effekt af sex – altså som noget, der opstår som resultat af, at I berører hinanden.

Sørg for daglig fysisk kontakt også udenfor dobbeltsengen

Hvis I husker at kramme, røre, kysse og holde hinanden i hånden i dagligdagen, kan I bevare en nærhed og fysisk forbindelse, som er afgørende for jer, også i perioder hvor I måske ikke har et (velfungerende) sexliv.

Læs mere om

SEX

De fire parforholds-eksperter

GRATIS INSPIRATION

til dit parforhold

Få vores bedste viden og inspiration til, hvad der giver et velfungerende parforhold.

Modtag hver femte dag en spændende mail fra Parguiden. Du kan altid afmelde dig med et enkelt klik. 

Form - Pop-up for Parguiden