FORÆLDRE-SAMARBEJDE

Et negativt mønster kaldet ’løsneren og strammeren’ kan opstå, når den ene forælder har en mere fri og afslappet tilgang til opdragelse af børnene, mens den anden forælder har en mere stram og regelstyret tilgang.

Her kan vi komme til at kæmpe om, hvem der gør det rigtige, og i vores forsøg på at udligne for den andens fejl og mangler bliver vi måske mere afslappede eller mere regelstyrede i vores opdragelse, end vi egentlig ønsker.

Et andet mønster kaldes ‘chefen og den ansatte’. Dette mønster viser sig ved, at den ene bliver ’chef’ for f.eks. de huslige pligter og børnenes opdragelse, mens den anden bliver ’den ansatte’, der forsøger at passe ind og gøre det, der forventes.

Jo mere ansvar, initiativ og autoritet ’chefen’ tager, jo mindre er der tilbage til ’den ansatte’ og omvendt. Dette mønster vil ofte medføre, at den ene føler sig som en overbebyrdet blæksprutte, mens den anden trækker sig fra forældrerollen og føler, at han eller hun ikke er betydningsfuld eller har noget at skulle have sagt.

Et tredje mønster er, at der kan opstå alliancer mellem et barn og en forælder mod den anden forælder. Hvis forældrene eksempelvis er uenige om, hvordan man siger godnat, kan barnet insistere på kun at ville puttes af den ene forælder.

Mange par, der har store uenigheder om ting, der angår børnene, kan opleve, at der opstår en splittelse eller et ‘mellemrum’ i forældresamarbejdet. Børn er tilbøjelige til at blive trukket ind i dette mellemrum og kan komme til at gå med den ene forælder mod den anden.

Hvis mønsteret gentager sig og forstærkes med tiden, kan det skade både børn, forældre og parforhold. Børn kan godt tåle, at forældre ikke er ens, og at de har deres uenigheder. Det, børn til gengæld ikke har godt af, er, hvis vi som forældre ofte er uvenner, modarbejder hinanden og ikke tager ansvar for de problemer, vi har sammen.

Lever børn over lang tid i en sådan atmosfære, kan det i værste fald komme til at påvirke deres overskud og trivsel i hverdagen. Den gode nyhed er, at dette mellemrum i forældresamarbejdet kan lukkes, hvis vi lærer god kommunikation, gør os umage med at anerkende og respektere hinandens forskelligheder og bliver i stand til at indgå nødvendige kompromisser.

Fyld den hjemlige kærlighedstank

Tea Trillingsgaard fra Aarhus Universitet har i sin forskning fundet frem til, at en stor gruppe af danske par oplever lavere tilfredshed med parforholdet og en ringere kommunikation, efter de bliver forældre. Det er altså en normal erfaring.

Til gengæld viste undersøgelsen også, at de personer, som oplevede, at deres partner havde et højt kendskab til deres aktuelle liv og situation, bedre kunne bevare en høj tilfredshed med deres parforhold.

Sådanne undersøgelser er med til at bekræfte, at det er en god investering at bruge kræfter på at bevare kendskabet til hinanden. Eksempelvis ved at spørge til hinanden og selv dele, hvordan vi går rundt og har det for tiden.

Jo større kendskab vi har til hinanden, des større chancer har vi for at udvikle et forældresamarbejde, der fungerer, og det samme gør sig gældende, hvis vi generelt har det godt sammen og grundlæggende føler os elsket og støttet.

Her kan selv små handlinger i hverdagen have stor betydning. Som at huske at sige hinanden tak: ”Tak fordi du blev hjemme, så jeg kunne mødes med mine venner”, ”Tak at du lod mig sove længe” eller ”Tak at du kunne holde mig ud, da jeg blev urimelig”.

Det kan også gavne trivslen og tilfredsheden i parforholdet, hvis vi husker at påskønne hinanden i hverdagen og viser vores partner, at vi stadig ser ham eller hende som kæreste og ikke alene som forælder.

Vi kan hurtigt komme til at tage hinanden for givet og glemme, hvad der gør den anden glad, og hvad vi faldt for hos hinanden. Men selv om vi er travle forældre, er det styrkende for parforholdet, hvis vi formår at bekræfte hinanden og den kærlighed, vi deler.

Det kan bestå i at sige: ”Hvor ser du smuk ud i dag”, ”Hvor er det godt, du er her”, ”Hvor er du betænksom, at du har støvsuget” eller ”Skal jeg tage over?”.

Ofte har vi en forestilling om, at den hjemlige ”kærlighedstank” skal være én, vi kan øse af, uden at vi samtidig er lige så optaget af, hvad vi selv putter i den. I stedet for at fokusere på, hvad vi skal have fra vores partner, er det godt at blive opmærksom på, hvad vi selv bidrager med.

Det er ikke altid, vi kan give alt det, vi gerne vil. Men det nytter noget, når vi prøver på det niveau, der nu engang er realistisk for os. En opmuntring, en ekstra tjeneste, et betænksomt spørgsmål er en god investering i det liv, der venter forude. Ikke mindst vil de børn, der ser deres forældre være gode ved hinanden, tage det med sig som inspiration til det liv, de selv skal leve.