FORSONING

Det kan også være udfordrende at skulle sige undskyld, hvis vores partner er ked af noget, vi ikke bevidst gjorde. I den situation kan det være gavnligt at skelne mellem ’intention’ og ’effekt’.

Ikke så få gange kan det ske, at vi kommer til at såre hinanden ved en ren fejltagelse, og ikke fordi det var vores intention. I sådanne tilfælde kan vi i stedet bruge vendingen: ”Jeg er ked af, at jeg har gjort dig ked af det”. Her indrømmer vi ikke en tilsigtet fejl, men anerkender, at vi har en andel i partnerens ubehag eller frustration.

Barrierer for at tage imod en undskyldning

Ikke alene kan en undskyldning være svær at give. Det kan også opleves vanskeligt at tage imod den. Det kan skyldes en forestilling om, at forsoning er det samme som at glemme, og at vi ikke må være kede af det, der er sket, hvis vi først har forsonet os.

Det er ikke unormalt at tænke sådan, men begge dele beror på en misforståelse og kan blive barrerier for at søge forsoning.

Med forsoning menes, at vi ikke i al fremtid vil bruge fejltagelsen mod den anden, og at vi ikke presser vores partner til at betale for det, han eller hun har gjort – f.eks. ved at tvinge en undskyldning frem eller kræve et løfte om, at han eller hun forbedrer sig.

Forsoning er dog ikke ensbetydende med, at vi for altid har glemt, hvad der er sket, ligesom vi godt kan føle os sårede, selv om vi har forsonet os fuldt ud med den anden. Dybe sår heler ikke let, og de kan efterlade ar. Det er eksempelvis tilfældet, hvis vi har oplevet utroskab eller en høj grad af svigt eller skuffelse på andre måder.

Forsoning er en fælles opgave

Formår vi ikke at genfinde nærheden og reparere skaden, giver vi indestængt vrede, bitterhed og sårede følelser gode vækstbetingelser. Næste gang et problem opstår, er vreden og bitterheden blot vokset, og det kan blive endnu sværere at håndtere problemet på en åben og samarbejdsorienteret måde.

Fortsætter det sådan, er der forskningsmæssigt belæg for at sige, at både vi og vores partner risikerer fysiske og psykiske problemer som depression og stress, og over tid vil parforholdet lide endnu større skade.

Ikke desto mindre kan par – også par, der har oplevet store svigt – arbejde sig frem til forsoning og en fornyet tæt kontakt. Parforholdet kommer først ind på et nyt spor, hvis vi begynder at tale om de sårede følelser på en god måde. Det tager tid, og vi glemmer ikke nødvendigvis hændelsen, men med tiden kan smerten og afstanden imellem os godt blive mindre.

Selv når det kommer til de små svigt i hverdagen, kan vi ofte tydeligt mærke, at vores irritation reduceres, når vi siger undskyld og søger forsoning med hinanden.

Hvis forsoningen skal lykkes, har begge en opgave at løfte. Den, der har såret, starter billedligt talt med at række en hånd frem, mens den sårede part kan være med til at genopbygge tilliden ved at tage imod den fremstrakte hånd.

Ofte handler det om at se et problem som et fælles projekt, som vi kun gennem samarbejde kan finde en løsning på. Vi er begge nødt til at give forsoning den fremtrædende plads, som enhver tæt relation har brug for, hvis forholdet skal kunne overleve på sigt.