Vi bringer et normaliserende og værdsættende blik på parforholdet

Mattias Stølen Due

Det er et år siden, at podcasten Vores Parforhold gik i luften, og den afspilles fortsat tusind gange ugentligt. Potentialet i dette tilbud er at normalisere regnvejrsdagene i et parforhold og minde hinanden om alle solstrålehistorierne. Og det kan der være god brug for, mener podcastværten Mattias Stølen Due.

Af Mattias Stølen Due, direktør for Center for Familieudvikling.

Som vært for podcasten glæder jeg mig over den store interesse for dette tilbud. Aktuelt er afsnittet om ”Følelsesmæssig intimitet”, ”Konflikthåndtering” og ”Sex” de mest afspillede. De indgår i 1. sæson, hvor jeg sammen med to eksperter – min kollega Stephanie Green Lauridsen, psykolog og parterapeut på Center for Familieudvikling, og Tea Trillingsgaard, lektor og forskningsleder på Aarhus Universitet – taler om nogle af de vigtigste temaer i et parforhold.

Før jul tog vi hul på den 2. sæson, hvor jeg har det privilegium at tale med såkaldt almindelige danskere om deres parforhold. Her kommer forskellige par til orde og fortæller om parforholdets glæder og udfordringer, solskinsdage og regnvejrsdage. For mig har disse samtaler stor værdi, fordi de er med til at normalisere frustrationer, udfordringer eller ambivalens i parforholdet, som vi alle kan bakse med ind imellem.

Senest var jeg så heldig at lave en podcastoptagelse med Nibras og Obaid, som du måske kender fra det populære TV2-program ”Nybyggerne”, hvor parret vandt hele konkurrencen – og et nybygget hus. I min samtale med dem blev jeg mindet om noget vigtigt, nemlig venskabets betydning for et parforhold. Parret fortalte, hvordan deres parforhold og ægteskab ikke tog sin begyndelse i stor og intens romantik, men mest af alt startede med at være et venskab.

Når jeg ser hvilke forestillinger og idealer om parforholdet, som er fremherskende i vores kultur, er der i min optik en tendens til at negligere netop den venskabelige del af relationen. Det er som om, vi opfatter venskab og romantik som to adskilte ting, og vi kan komme til at overse, at venskabet til vores partner har afgørende betydning for, hvordan vi trives i vores parforhold.

Det er min erfaring, at et parforhold, der har to ben at stå på – med venskabet som det ene og lidenskaben som det andet – ofte har bedre chancer for at bestå på den lange bane. Nok er lidenskab rart at opleve, men vi ved også, at det er en følelse, vi kun får til låns i korte øjeblikke ad gangen. Hverdagsrealiteten i det langvarige parforhold handler oftere om stressede morgener, skoletasker, uredte senge, indkøbslister og dårlig ånde, hvilket ligger et stykke fra det mere romantiske og lidenskabelige idealbillede.

Alt dette gør dog mindre, når vi som Nibras og Obaid i bund og grund er rigtig gode venner, og som par har lyst til at tilbringe tid i hinandens selskab. Lykkes vi med at skabe et parforhold, hvor vi har det rart og hyggeligt sammen, kan vi bedre leve med, at der ind imellem vil være mindre frekvent romantik og lidenskabelig sex, og vi kan nemmere acceptere, at sådanne perioder også hører til at leve almindelige liv. I stedet for at drømme os væk fra det, kan vi glæde os over, at vi har en kæreste eller ægtefælle, som vil være vores ven, og som vi kan dele de travle og trætte – og helt almindelige – hverdage med.

Du kan glæde dig til at høre afsnittet med Nibras og Obaid, som du finder på Spotify og i Apples Podcast App. Jeg håber også, du vil være med til at sprede budskabet om, at podcasten findes – både til par i og udenfor din kommune. Podcasten udmærker sig nemlig ved at være et gratis og landsdækkende tilbud, som alle i landet kan benytte sig af.

Tak fordi du lytter med!

De bedste hilsner
Mattias Stølen Due


Læs også

Portræt Johanne Hyldgaard Bach

Et Parfokus kan virkelig hjælpe par

JOHANNE BACH, PARFOKUS VEJLEDER: "Nogle par har givet udtryk for, at det er lidt sært at skulle involvere mig i deres parforhold, når det foregår over en skærm. Dette oplever jeg dog kun er helt i...

Læs mere
Benny Dein portræt

Vi ser, hvor afgørende det er for børnene

BENNY DEIN, FAMILIEKONSULENT IKAST-BRANDE KOMMUNE: "Jeg ser et potentiale i, at sådanne forløb først og fremmest kan være med til at fjerne sten i skoen, dér hvor relationen mellem forældrene ikke fungerer så godt, og hvor...

Læs mere
Mette Bjørnvig

Ting tager tid

Vi er kommet rigtig godt fra start med Vores Parforhold i Mariagerfjord Kommune. Kommunikationsstrategien er implementeret, og bl.a. er der på alle skoler og …

Læs mere

På en ny mission

Vi ved, at det har konsekvenser for børn at leve i et hjem, hvor der er store konflikter imellem forældrene. Det øger risikoen for at udvikle f.eks. angst, depression …

Læs mere

Indsatsen er kommet godt fra start

Det er utroligt opmuntrende for mig at opleve jeres store engagement og faglige dygtighed. Det mærkede jeg på vores ’kick off’ i februar, og det kommer også til udtryk, når …

Læs mere
De fire parforholds-eksperter

GRATIS INSPIRATION

til dit parforhold

Få vores bedste viden og inspiration til, hvad der giver et velfungerende parforhold.

Modtag hver femte dag en spændende mail fra Parguiden. Du kan altid afmelde dig med et enkelt klik. 

Form - Pop-up for Parguiden