”Det er afgørende for børn, at de voksne har det godt med hinanden”

I maj måned kvalificerede det første par i Ikast-Brande Kommune til at få gratis parterapi på Step 3 i Vores Parforhold. Benny Dein skulle stå for det parterapeutiske forløb, og som den første af fire medarbejdere i kommunen fik han chancen for at afprøve IBCT-metoden i praksis. Vi har spurgt ham, hvordan han oplever, at et tilbud om gratis parterapi hænger sammen med kommunens kerneopgave på børne- og familieområdet.

Af psykoterapeut og familiekonsulent Benny Dein, Ikast-Brande Kommune.

På nuværende tidspunkt har jeg afsluttet ét forløb med et forældrepar. Sammen gik vi på opdagelse i, om der kunne justeres noget i deres relation, så de kunne komme i bedre trivsel. Særligt manden var til at begynde med lidt skeptisk. Kunne de få noget ud af samtalerne? Kunne det rykke ved noget? Men da de afsluttede, måtte han erkende, at det kunne mere, end han først havde forventet, og parrets respons var efterfølgende positiv.

Parret gav udtryk for, at de havde fået øje på helt væsentlige ting i deres samspil med hinanden. Igennem terapien havde de fået redskaber til at tale med hinanden på en ny og bedre måde, og de havde fået en anden forståelse for, hvad der var vigtigt i deres relation.

En ny tilgang til arbejdet
Rammen for parterapien var, at jeg indledte med at tale med parret sammen, derefter hver for sig og efterfølgende gav en fælles feedback. I højere grad end jeg plejer i mine terapeutiske forløb indtog jeg her en mere ekspertagtig position. Jeg gav parret mine analyser og hypoteser i forhold til, hvordan jeg så deres relation, deres udfordringer og mønstre, og hvad jeg tænkte, de kunne have fordel af at arbejde med.

Det var også anderledes, at parret til hver gang kom med et udfyldt spørgeskema, som viste, hvordan det var gået siden sidst, og hvad der var vigtigt at få talt om denne gang. Den rammesætning, som ligger i IBCT (Integrative Behavioral Couple Therapy), skaber en struktur for forløbet, hvilket er den største forskel i forhold til, hvordan jeg ellers arbejder.

Til hverdag indgår jeg i et tværfagligt frontteam i ’Forebyggelse Børn og Unge’. Det er vores team, der modtager alle underretninger vedrørende børn og familier i Ikast-Brande Kommune. Vi afdækker underretningerne og tilbyder selv familier råd og vejledning i henhold til servicelovens §11.3, når vi vurderer, at problemstillingen kan løses indenfor rammerne af en korterevarende indsats.

Den måske største udfordring ved at komme i gang med IBCT var nok, at der gik nogle måneder fra uddannelsen sluttede, til vi kunne opstarte de første parterapeutiske forløb. Vi satte skibet i søen, men der gik et stykke tid, før det reelt kom ud at sejle. Det ville have været bedre, hvis vi hurtigere havde haft par i terapi, så vi med det samme kunne knytte vores nye teori til det praksisorienterede arbejde.

Når det er sagt, synes jeg, der er god hjælp at hente i både vores interne sparring og de jævnlige supervisioner med psykolog Susanne Stilling fra Center for Familieudvikling. Det gør, at vi lige bliver støvet af og hjulpet på vej til at arbejde med IBCT-tilgangen.

Fokus er på børnene
Igennem det første parterapeutiske forløb på Step 3 talte jeg med parret om deres indbyrdes relation og samspil. Vi havde egentlig ikke fokus på børnene. Men i parrets afsluttende samtale beskrev de begge, at de havde fået en større opmærksomhed på børnene og deres behov end tidligere. Parret fortalte også, at de nu havde en oplevelse af, at deres indbyrdes forskelligheder var mere en styrke end en udfordring i deres parforhold.

Jeg ser et potentiale i, at sådanne forløb først og fremmest kan være med til at fjerne sten i skoen, dér hvor relationen mellem forældrene ikke fungerer så godt, og hvor det tager fokus væk fra børnene. Hvis vi kan hjælpe forældrepar med at få fjernet nogle sten, så de kan få det bedre sammen og hvile mere i deres relation, tror jeg, der i højere grad vil være ressourcer og overskud til at tage sig af børnene.

Hvis man kan lykkes med at få forældre til at tale bedre sammen og få en større forståelse for hinanden, tænker jeg, at det klart vil have en forebyggende virkning. Dét at have mere sunde og velfungerende parforhold kan i sig selv være med til at forhindre nogle skilsmisser, og i det hele taget vil det give en større ro og tryghed i familien.

Vi kan konstatere, at en stor del af de familier, der har det svært, og som vi har kontakt til i kommunen, er skilsmissefamilier. Vi ser også ofte, at mange af de problemstillinger, som børn og unge står i, omhandler forældrenes skilsmisse eller et dårligt fungerende samarbejde mellem de skilte forældre. En skilsmisse løser nogle gange nogle problemer for de voksne, men ikke altid for børnene.

I vores arbejde ser vi, hvor afgørende det er for børn, at de voksne har det godt med hinanden. Derfor er det helt oplagt for os i ’Forebyggelse Børn og Unge’ at kunne tilbyde parterapi som en forebyggende indsats. Vores Parforhold gør det muligt at sætte ind på et tidligere tidspunkt, før børn og voksne får det svært på grund af et højt konfliktniveau, og vi kan hjælpe forældre til at få deres parforhold og familieliv til at fungere. Det giver virkelig god mening.