Familievejleder i Herning Kommune, Carsten Holst Heegaard, har altid haft forældrenes indbyrdes relation for øje i sit arbejde. Alligevel er han blevet mindet om flere vigtige pointer efter at have deltaget i Vores Parforhold-fordybelsesdage i kommunen. En af dem er, at det ikke behøver at være så farligt at spørge ind til parforholdet.

Interview foretaget af kommunikations- og presserådgiver Ellen Nybo.

Carsten, du har været familievejleder i 10 år. Hvorfor valgte du det job?
Jeg arbejdede først på en døgninstitution med tvangsanbragte unge og var glad for det, men så fik jeg tre børn på halvandet år, hvilket betød, at jeg måtte søge et andet job med mere stabilitet. Det fandt jeg i kommunen og har nu været her i varierende funktioner i 10 år – dog altid med fokus på familiebehandling.

Som en af Herning Kommunes terapeuter i Vores Parforhold, er du efterhånden vant til at tale med par om deres relation til hinanden, men inden du blev det, hvor meget fyldte parforholdet i din rolle som familievejleder?
Det var noget, vi talte om, men ikke noget, vi havde samme fokus på som i dag. Det handlede rigtig meget om børnenes trivsel og mindre om, hvordan forældrene havde det. Vi tog først og fremmest udgangspunkt i børnenes trivsel og i mindre grad i forældrenes relation.

Hvordan var det så, da du begyndte at arbejde mere intensivt med forældrenes parforhold?
Det med at tale om forældrenes indbyrdes forhold har, som sagt, altid givet mening, men med Vores Parforhold har vi fundet ud af, at vi ikke altid skal finde løsninger for dem. Jeg skal lytte og skabe et trygt rum, og det er en sindssygt svær øvelse, for jeg har været vant til at give konkrete råd. Der er mange inden for de her fag, som gerne vil hjælpe og fikse, og det er en svær øvelse at lade være – men samtidig et virkelig godt fokus.

Du har for nylig deltaget i de tre fordybelsesdage i Herning Kommune. Hvad tog du med dig fra de dage?
Noget af det rigtig vigtige, jeg blev mindet om, er, at vi leder efter mønstret og ikke monstret. Det handler om at tage problemet ud af personen og forstå, at det ikke er manden eller kvinden, der er problemet – det er det, der foregår imellem dem.

Jeg tog også med mig, at vi skal undgå at lede efter sandheden og i stedet forsøge at forstå, hvad der foregår mellem parret. Hvis du leder efter en sandhed, kan du risikere, at det kommer til at virke, som om du holder med den ene part.

Og så en sidste vigtig ting: at få sænket tempoet i samtalen. Mange par har brug for at komme ind i et rum, hvor de kan øve sig i at tale sammen, og hvor der er ro til at lytte til hinanden.

Hvordan styrer du tempoet i terapirummet?
Jeg prøver at tage tempoet fra dem og lægge det over i mig. Det kan være svært at afbryde dem på en respektfuld måde, men så siger jeg måske: ”Jeg har brug for lige at få gentaget det her,” og insisterer på at holde dem fast i et emne. Og så holder jeg fast i, at hver part får lov til at tale ud, så den anden ikke afbryder og bevæger sig videre ud ad en anden tangent.

En del af fordybelsesdagene har også kredset om kunsten at spørge ind til parforholdet som fagprofessionel. Hvordan kan du bruge det?
Jeg har taget med mig, at det ikke behøver at være så farligt at spørge ind. Elefanten er der jo alligevel i rummet, så lad os få spurgt til den. Men det kræver mod, og jeg tænker nogle gange: ”Kan jeg virkelig tillade mig at spørge om det?” Jeg skal turde spørge ind, også til sexlivet, for det er en vigtig del af et parforhold. Og min erfaring er, at jeg sagtens kan spørge til det, uden at det bliver akavet, eller at parret bagefter synes, jeg gik for langt.

Til sidst – hvordan er det for dig at arbejde som terapeut i Vores Parforhold?
Det giver så meget mening. Jeg kan virkelig lide at mærke den forbindelse, forældrene får til hinanden undervejs. Og så er det en metode og et rum, hvor man får genskabt noget af den omsorg, de har for hinanden. Det er rørende at være vidne til.