Som led i forskningen har lektor Tea Trillingsgaard og hendes forskningsenhed opstillet tre hypoteser forud for implementeringen af Vores Parforhold. Hvad går hypoteserne ud på? Og kan hypoteserne – her et år efter indsatsen blev lanceret – afkræftes eller bekræftes? Tea Trillingsgaard deler de første delkonklusioner.

Af Tea Trillingsgaard, lektor og forskningsleder på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Formålet med Vores Parforhold er at udvikle en bæredygtig og skalerbar strategi, som kan styrke trivslen i danske familier. Vores fokus er særligt på børn, der er udsat for forældrekonflikter. Vi ved nemlig fra forskningen, at mange områder af børns trivsel forringes, når forældres konflikter bliver fjendtlige eller destruktive.

I vores forskningsenhed har vi et stort ønske om at bidrage til børns trivsel ved at udvikle, tilpasse og dokumentere effekten af tilbud til par og familier. Jeg mener, at der er et uudforsket potentiale i at anvende en stepped care model til at forebygge og behandle destruktive konflikter mellem samboende forældrepar, uanset om forældrene i sidste ende vil bo sammen eller hver for sig.

Det ligger i konfliktens natur, at den er nemmest at løse, før den eskalerer. Derfor er forebyggelse og en tidlig indsats særlig vigtigt, når det drejer sig om forældre i konflikt. Samtidig er forældrekonflikter udbredte, og midlerne til indsatser er begrænsede.

Stepped care modellen har vist sig økonomisk effektiv på andre områder af mental sundhed, men den er ikke tidligere empirisk afprøvet til forældrepar. Derfor forsker vi nu som de første på, om stepped care modellen kan bruges til at udbrede en tidlig, virksom og økonomisk bæredygtig løsning. Vi er optaget af, at det skal være en bedre løsning, end den vi allerede har indenfor parterapi, familiebehandling og skilsmisserådgivning. Forskningsresultater som disse kan have en bred relevans både herhjemme og internationalt.

Effektiv model med differentieret hjælp til par

Med en stepped care model følger, at vi giver par adgang til den mindst indgribende indsats til en start og først derefter tilbyder mere intensive indsatser efter behov.

En sådan model er umiddelbart appellerende økonomisk set. Det betyder nemlig, at vi ikke giver alle par samme intensive tilbud. Derimod lader vi de fleste ressourcer gå til par med store vanskeligheder, mens der lægges en mere minimal indsats hos par, som blot har brug for inspiration og forebyggende initiativer. Fra et logisk perspektiv er stepped care en effektiv fremgangsmåde, bl.a. fordi det reducerer byrden på specialister – i vores tilfælde parterapeuter og familiebehandlere. Indenfor det bredere felt af stepped care indsatser ser vi desværre mange eksempler på, at stepped care principperne antages at virke effektivt, uden at de egentlig afprøves empirisk.

Spørgsmålet er derfor, om en stepped care model til forældrepar i form af Vores Parforhold fungerer lige så effektivt, som vi antager. For at teste modellen har vi opstillet tre hypoteser forud for implementeringen af Vores Parforhold:

• Den første hypotese er, at forældrepar med vanskeligheder er villige til at starte med en minimal indsats og gøre brug af tilbud på Step 1 og Step 2. Dette giver ikke sig selv. I stepped care er der altid patienter, der vil se lægen, men ikke sygeplejersken. På samme måde vil der være en risiko for, at forældrepar gerne vil se parterapeuten, men ikke ønsker selvhjælpstilbud.
• Den anden hypotese er, at en betydelig andel af de par, der benytter sig af et tilbud på Step 2, vil opnå tilstrækkelig gavn af dette. Denne hypotese er vigtig. En stepped care model er ikke økonomisk effektiv, hvis alle, der starter på Step 1, også ender med at få et tilbud på Step 3.
• Den tredje hypotese er, at forældrepar er villige til at tage imod mere intensiv hjælp på Step 3, hvis det viser sig, at de ikke får tilstrækkelig gavn af de første indsatser. I stepped care modeller vil der altid være en risiko for, at patienten falder fra, hvis det første tilbud ikke er tilstrækkeligt. Og hvis vi taber de forældrepar, som har de sværeste vanskeligheder, svigter vi også de børn, som har mest brug for, at familien får hjælp.

De første lovende resultater

Første skridt i vores forskning var at teste dette, og de bekræfter vores hypoteser. De præcise tal præsenterer vi ved en midtvejskonference og midtvejsevaluering i marts, så her følger blot det overordnede billede:

Først og fremmest kan vi tydeligt se, at forældrepar med vanskeligheder er villige til at gøre brug af de mindre intensive indsatser på Step 1 og Step 2. Vi er meget tilfredse med det høje antal brugere på platformen voresparforhold.dk, af podcasten og Parguiden. Der er også en overrepræsentation af forældrepar med vanskeligheder (sammenlignet med befolkningen) på platformen. Når par med vanskeligheder får tilbudt et selvhjælpsforløb på Step 2, takker langt de fleste ja til tilbuddet på trods af, at mange forældre ikke tidligere har hørt om eller kender til selvhjælpsforløb. 

Dernæst er vi meget tilfredse med, at et betydeligt flertal og familier får tilstrækkelig gavn af et tilbud på enten Step 1 eller Step 2. Vi ser, at de fleste forældrepar med vanskeligheder vælger et Parfokusforløb med fem opkald fra en vejleder, og at en meget stor overvægt gennemfører det. Efter dette forløb er det ca. halvdelen af parrene, der har flyttet sig så langt i en positiv retning, at de ikke længere kvalificerer til at få et tilbud i modellen.

Endelig er der indtil nu lovende tal på overgangen fra Step 2 til Step 3 hvor vi taber meget få forældrepar. Selv om der endnu er tale om et ufuldstændigt datagrundlag, tyder alt på, at par er interesserede i at tage imod et mere intensivt tilbud, hvis de første ikke viste sig tilstrækkelige. Dermed fastholder vi – og kan tilbyde yderligere hjælp til – en vigtig del af målgruppen, nemlig de par, som oplever de sværeste konflikter og mistrivsel.

Det næste skridt

Overordnet set kan vi derfor konkludere, at de første resultater bekræfter vores tre hypoteser, som blev opstillet forud for implementeringen af Vores Parforhold. Vi tager forbehold for, at tallene kan ændre sig i takt med, at vi færdiggør dataindsamlingen. Resultaterne er først endelige, når de er gennem en fagfællebedømmelse og er antaget af et internationalt videnskabeligt tidsskrift. Indtil da kan vi bruge disse data, som foreløbige tilbagemeldinger på det gode arbejde, der foregår. Det er meget opløftende.

Det næste vigtige skridt i vores forskning bliver at undersøge, hvordan indsatserne hjælper familierne: Hvor stort et udbytte får forskellige par og familier af Vores Parforhold?

Disse resultater er vi netop nu i gang med at regne på. De næste sæt af midtvejsresultater bliver præsenteret på vores midtvejskonference i marts, hvor alle terapeuter, styregruppemedlemmer og tovholdere fra de fire samarbejdskommuner er inviteret til at deltage.

På Aarhus Universitet ser vi frem til at dele flere af vores resultater og til det fortsatte samarbejde med jer. Fra mig og min forskningsenhed skal der især lyde en stor tak for jeres indsats rettet mod familierne – en indsats, som også løbende leverer datagrundlaget til vigtig forskning.

De bedste hilsner
Tea Trillingsgaard