Psykolog hos Styrk Familierne, Mathias Rolskov har siden marts givet supervision til kommunale terapeuter tilknyttet Vores Parforhold. Han håber, at terapeuterne særligt får to ting ud af supervisionen: De skal blive klogere på de sager, som de sidder med – og de skal mærke et boost i deres arbejdsglæde.

Interview foretaget af kommunikationsmedarbejder Ellen Nybo

Hvorfor ville du gerne være supervisor i Vores Parforhold?
Det er meget meningsfuldt for mig at støtte op om, at der bliver opbygget teams rundt omkring i kommuner, som har denne specifikke faglighed. At være med til at lave et offentlig tilgængeligt tilbud, hvor kommunalt ansatte giver virkelig kompetent hjælp til par, det synes jeg, er vildt fedt at være en del af. Det er en specialistviden, som lidt har manglet i det offentlige system.

Hvordan foregår en typisk supervision med kommuner, der tilbyder Vores Parforhold?

Jeg starter som regel med at tjekke ind med hver enkelt terapeut og spørge: ”Hvordan har du det med opgaven for tiden? Er du glad, overvældet, spændt?” Så først en generel temperaturmåling på hvordan, det er at være en del af projektet. Efter det går vi tit i gang med at tale om sager. Jeg vil gerne høre alle terapeuterne; ”Hvis I skulle på i dag, hvad skulle så I have supervision på?”.  Og så vælger vi nogle af de forløb, som giver bedst mening for både den individuelle og gruppen.

Når vi har valgt sager, så interviewer jeg terapeuten omkring sagen, mens de andre i gruppen tager noter eller får små opgaver fra mig. Det kan være, at en skal lytte fra mandens perspektiv og en skal lytte fra konens perspektiv. Så jeg prøver at bruge gruppen til at koncentrere sig om de forskellige aspekter. Efter interviewet tager vi en fælles drøftelse af sagen, hvor alle så vidt muligt byder ind. Det er kun godt, at man som terapeut får forskellige perspektiver og ideer, man kan gå videre med.

Hvad er målet for dig som supervisor, når du har afsluttet en snak om en sag?
Umiddelbart skal terapeuterne helst opleve, at de kan bruge det, som vi har talt om til at komme videre med den konkrete sag. I et lidt større perspektiv, håber jeg, at gruppen oplever at drøftelserne er med til at understøtte deres udvikling som parterapeuter og IBCT-terapeuter.

Er der nogle typiske temaer, der går igen?
Assesment-fasen og Deep-analysen går meget igen, når jeg starter supervisionsgrupper op. Hvordan gør man det, og hvordan præsenterer man sine tanker for parret. Nu hvor der er gået nogle måneder, så er det interventionsfasen, som fylder. Så dukker spørgsmål op ”Hvornår sker der noget – hvad skal jeg gøre, for at der sker noget. Jeg har været afdækkende, men skal jeg så nu begynde at give råd, eller sige hvad de skal gøre anderledes?”
Og her er svaret typisk: det er jo ikke forbudt at give råd, men det er nok heller ikke det, som gør den store forskel. Så man skal stole på processen og stole på, at den gode samtale er hjælpsom i sig selv. Vi forsøger at hjælpe parrene til selv at håndtere deres problemer på nye og bedre måder. Vi skal ikke servere en løsning for dem.

Kan det ikke være sårbart som terapeut, at skulle fortælle overfor andre fagfæller, at et parterapeutisk forløb kan være svært at håndtere eller overskue?
Jo, alle vil rigtig gerne gøre det godt, vi arbejder jo med mennesker. Så det kan være en ubehagelig følelse at være rådvild. Det kender jeg fra mit eget arbejde. Derfor er det også enormt vigtigt, at der er tryghed og respekt for hinanden i gruppen. Og så skal man gå til det med en opmærksomhed på, at behovet for supervision ikke handler om, at man ikke er dygtig nok. Det er en del af arbejdet at køre fast – det er ikke en fejl at have svære sager, det vil man altid have.

Her til sidst – du modtager selv supervision i kraft af dit arbejde som psykolog. Hvad giver det dig? 
Jeg har mange gange haft den der følelse af at stå med en sag, som fremstår rodet til at starte med, men med gode spørgsmål og spejlinger i supervisionen, så får jeg pludselig fat i den røde tråd, og kan bedre se, hvad jeg skal tage fat på næste gang. Det er en superfed følelse, både fordi det er en lettelse – nu ved jeg hvor jeg skal gå hen næste gang i terapien – og så er det en stor faglig motivation. Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig, og det giver både et boost i forhold til den enkelte sag og min generelle arbejdsglæde. Og det håber jeg også, at det gør for dem, som jeg superviserer i Vores Parforhold.