Vær med, når Mette, Linda og Esther tager telefonen i Partelefonens rådgivning

Telefonerne bliver tændt i Partelefonens lokale hos Center for Familieudvikling i centrum af København. Der er en boks til hver frivillig, adskilt af en mørkegrå skillevæg.

”Det fungerer fint sådan. Er vi virkelig fordybet i en samtale, eller har vi brug for at koncentrere os ekstra meget, kan vi nogle gange gå ind i et andet rum,” fortæller Linda, som er psykoterapeut og en del af det faste frivillighold hver anden onsdag.

”Efter højtiderne er der som regel mange opkald,” nævner Esther med hentydning til, at det er en af de første vagter efter juleferien. Hun har en baggrund som skolelærer, men er nu i gang med at uddanne sig til psykoterapeut. Og så har hun været tilknyttet Partelefonen i omtrent to år.

”At være her giver mig noget andet end at have klientsamtaler i mere traditionel forstand. At rådgive gennem en telefon – hvor du ikke har øjenkontakt, og hvor du ikke kan se den andens kropssprog – sætter andre sanser i gang,” fortæller Esther.

”Vi kan heller ikke følge par. Det synes jeg ind imellem er svært. For hvordan går det med dem? Får de talt om det, der var svært? Eller havner de i det samme mønster igen?,” siger Linda. Det genkender Esther:

”Ja, nogle opkald kan være svære at slippe. Jeg havde engang én i røret, som græd den time, samtalen varede. Jeg tror, hun oplevede, at der endelig var én, der lyttede. Og nu kunne hun bare græde.”

”Derfor er det også godt, at vi har god tid til samtalerne – gerne en time. Det bliver mange positivt overrasket over at høre. Det giver en god tryghed,” tilføjer Linda.

”Jeg husker én, der sagde til mig som afslutning på en samtale: ’Du er jo bare helt almindelig’. Ja, var mit svar – og du kan komme med det, der er dig,” understreger Esther.

Telefonen ringer

Mette tager sit head-set på. 

”Hej, det er Mette fra Partelefonen. Hvad får dig til at ringe i dag?”

Det er Mettes første opkald. Hun har kun prøvet en ’lyttevagt’ før, hvor hun sad i rummet og hørte, hvordan de andre telefonrådgivere greb det an. Og så har hun taget en forudgående grunduddannelse hos Center for Familieudvikling ligesom alle andre frivillige.

”Er det kun dig, der ringer, eller er din partner med? Okay, I er der begge to (…) Så det er det, der helt aktuelt får jer til at ringe i dag?”

Mette, som er gået på pension, har før haft egen terapeutpraksis og desuden holdt mange parkurser (PREP) igennem årene.

Hendes samtale med parret fortsætter:

”Hvad tænker du om det, din partner siger her? (…) Og hvad sker der så med dig? Ja, du bliver ked af det. Hvordan viser du det?” 

”Det er et godt ord, du bruger. Det har virkelig ’slidt’ på jer, som du siger. Det er et heftigt forløb, I har været igennem. Det er der ingen tvivl om,” siger Mette til parret i den anden ende.

Samtalen om det svære i parforholdet

Linda fortæller, at det mest er enkeltpersoner, som er i et parforhold, der ringer ind – men ind imellem også par som i dag. Hun oplever, at flere og flere mænd begynder at ringe. Det har ændret sig i løbet af det års tid, hun har været tilknyttet Partelefonen.

For mange er ét opkald nok. Ellers kan man ringe flere gange, og i de tilfælde hvor der er behov for mere hjælp, kan telefonrådgiverne henvise til andre tilbud.

Mette er fortsat optaget af sin samtale med parret: 

”Er det rigtigt forstået, at du har savnet, at din partner var der for dig? Og du har omvendt savnet at vide, hvordan du kunne være der? (…) Har I nogensinde fået talt om de ting, der skete? Har I spurgt hinanden: ’Hvordan har du det det? Hvad har været svært? Hvad har du savnet?”

”Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det ville udfordre alle par, dét I har været igennem. Og I har jo på alle måder gjort det bedste, I kunne.”

Linda fortæller, at man aldrig kan vide, hvad der fylder hos dem, der ringer ind. Skal man sige noget generelt, oplever hun, at en del opkald handler om utroskab, om manglende kommunikation i parforholdet, om et forældresamarbejde, der ikke fungerer, eller om at føle sig svigtet af sin partner.

Men det kan også være par, der er kommet ud i svære situationer på grund af en stresset tilværelse – som par, der f.eks. er i gang med at bygge et hus eller har startet et nyt og krævende job.

”Jeg har også talt med flere, hvor det seksuelle er svært. Hvor den ene har lyst til sex, mens den anden ikke har i samme grad,” supplerer Esther. ”Men det kan starte med, at det handler om én ting – f.eks. om sex – og så viser det sig undervejs i samtalen, at der ligger noget andet nedenunder. At hvert par har et mønster, som fører til konflikter eller ensomhed i parforholdet.”

”Derfor prøver vi også at ’tjekke ind’ med parrene undervejs i samtalen. For at undersøge om det, vi siger, giver mening for dem,” siger Linda.

Noget at kæmpe for

Mettes samtale nærmer sig sin afslutning:

”Vi har talt sammen i tre kvarter, og jeg tænker, vi skal til at runde af. Er der noget, der er blevet tydeligere for jer? Noget I vil sige her til sidst?”

”Det vil være godt, hvis I kan få talt om det. I har noget at kæmpe for (…) Ellers er I velkomne til at ringe ind igen (…) Det er jeg glad for at høre. Ha’ det godt. Hej.”

Mette tager sit head-set af og vender sig mod Esther og Linda. Før telefonen ringer igen, bruger de nogle minutter på at vende det netop afsluttede opkald med hinanden.

”Har man haft en person eller et par i røret, der har fortalt om en hård problemstilling, kan det være rart bagefter at sparre med en kollega i fortrolighed, så man får ’det ud af kroppen’,” fortæller Linda. ”Desuden har vi supervision med jævne mellemrum med en psykolog fra Center for Familieudvikling, hvor vi sammen kan drøfte mere generelle tematikker.”

Kl. er 15, og vagten er slut for i dag. De tre frivillige begynder at pakke deres ting sammen.

”Ses vi d. 18.?,” spørger Mette. Linda og Esther kigger op:

”Til Partelefonens temadag? Ja, det gør vi. Og om 14 dage til næste vagt.”